Grundejerforeningen for Gammel Skagen
Elisabeth Fabritius
Båltale Sankt Hans 2012
Sankt Hans Aften er glæde blandet med vemod. Glæde over, at sommeren er kommet, uagtet hvad vejret har at byde på, og vemod fordi vi dermed har passeret midsommer, og dagene allerede igen bliver kortere. Vi fejrer midsommer med bål efter hedensk skik.
Sankt Hans på Skagen er noget helt særligt. Her ved Danmarks nordligste bål har jeg fejret Sankt Hans hele mit liv. Højen – Gammel Skagen – har været mit sommerland, som det var det for mine forældre og bedsteforældre, og som det er for min datter og mine brødre med børn og børnebørn.
Hvad er det her på Skagen, som vi storby-boer ikke kan undvære i vores liv? Det er naturen heroppe. Stranden, klitterne, de to have, hederne og milerne – hele området fra Grenen og ned til et sted mellem Hulsig og Aalbæk er et land for sig, der ikke ligner noget andet i verden.
Man længes altid tilbage. At ligge i klitten om sommeren og høre lærken i det ene øre og brændingen i det andet, mens man indsnuser duften af hedens græsser og blomster er livsaligt. For nogen af os er det en livsnødvendighed at opleve netop det igen og igen.
Hver eneste gang man kører over Hulsig Hede fryder man sig over, hvor forskellig den ser ud på alle årstider, brun med blå søer, eller grøn i tusind forskellige nuancer, eller rosa, gråviolet og tåget i døgnets ydertimer. Vinteren heroppe byder på mørke og alt fra stille frost til hylende snestorm ved det sortladne hav.
Naturen her er så særpræget og så speciel, at den deler danskerne i to – dem er synes her er for fladt og blæsende og dem, der ikke kan undvære de store vidder, de åbne have og den høje himmel.
Dette land er så forskelligt som vel muligt fra bøgeskovene og de fede landbrugsjorder sydpå. Det var ukendt for danskerne i de store byer, indtil det for halvandet hundrede år siden blev opdaget og beskrevet, først af digterne og forfatterne, derefter af billedkunstnerne. Steen Steensen Blicher og H.C. Andersen var de første, så kom Holger Drachmann, der også var maler. Han har både i ord og billeder skildret storm og stille på Skagen – både sommer og vinter – i store følelsesladede digte, tekster og malerier, og han har også skrevet den sang om Skagen, som vi skal synge om lidt. I 1879 gjorde hans bog om fiskeren Lars Kruses heroiske redningsaktioner Skagen landskendt, og Kruse og ham selv berømt. Han elskede Skagen og boede heroppe de sidste år af sit liv og blev gravsat her i 1908.
Af malerne var det Michael Ancher, der åbnede københavnernes øjne for Skagen. Da han kom hertil i 1874, var han elev på Kunstakademiet og havde ambitioner om at blive figurmaler, dvs. at male portrætter og store kompositioner med mennesker. I Skagen opdagede han, at fiskerne havde stranden som arbejdsplads. Før der blev bygget en havn, var det her, de landede deres både med fisk og fordelte fangsten imellem sig, her holdt de udkik efter skibe i havsnød, og fra nordstrand måtte de ofte sætte redningsbåden i søen og redde besætningen fra et strandet skib i land. Tilbage i 1870’erne var der i gennemsnit en stranding hver fjortende dag.
Fiskerne fandt sig hurtigt i, at Ancher iagttog dem og tegnede og malede, hvad han fandt interessant. Hans ligefremme væsen og flid i alt slags vejr skabte respekt. Det blev til mange malerier af fiskernes hårde liv under den åbne himmel, men Ancher malede også de aftener, hvor de holdt fri, hvor eksempelvis en lægprædikant holdt andagt i aftensolen på stranden, eller hvor byens unge piger mødtes for at sludre og sladre.
For Ancher kom igen hver eneste sommer, ikke alene kun på grund af motiverne, men fordi han havde fået en fortrolig i kroværten Brøndums unge datter Anna, der selv tegnede og malede og af Ancher og et par af hans malerkammerater, der også kom til Skagen, blev opfordret til at lære mere i København. Det råd fulgte hun med store resultater, Anna blev Danmarks første store kendte kvindelige maler.
I 1880 fik Ancher sit store gennembrud på Kunstakademiets forårsudstilling i København med maleriet ”Vil han klare pynten”, som blev købt af Kongen, Christian den 9. Så gennem et par år så vi det hænge bagved dronning Margrethe under hendes årlige nytårstale. Denne succes betød, at Ancher og Anna kunne gifte sig, og da blev han helårs Skagbo. Det fik betydning for Skagen, fordi det unge ægtepar blev omdrejningspunkt i den kunstnerkoloni, der opstod her.
I 1884 købte de et lille beskedent hus på Markvej kun få minutters gang fra Annas forældre i gæstgivergården, og her levede de resten af deres dage, fra 1913 med en stor tilbygning, der mere end fordoblede husets areal. På forunderlig vis blev hele hjemmet bevaret og har siden 1967 været museum og åbent for publikum.
Og velkommen til siger jeg, der siden dengang har haft det privilegium at arbejde med dette rige kunstnermuseum, der i antal af kunstværker er det største her i byen, flere gange større end det, som Ancher var med til at stifte i 1907. På datteren Helgas fødselsdag den 19. august er der gratis adgang til aftenåbningen i Anchers Hus, hvor der er kulørte lygter i forhavens træer som i kunstnernes tid – hvis vejret tillader det.
Kunstnerkolonier var et temmelig nyt fænomen; det opstod i Frankrig som følge af malernes nye interesse og mulighed for at arbejde ude i naturen. Nyt var det også, at Anchers generation af malere insisterede på at male præcis hvad de så og oplevede, uden at arrangere eller pynte på det valgte motiv. Malerierne skulle ikke længere fortælle historier.
Naturalisme og Realisme kaldtes de nye begreber, som både Anna og Michael Ancher gik ind for. Sammen med ligesindede kunstnerkammerater, der i 1879 kom til Skagen, Karl Madsen og nordmændene Christian Krohg og Frits Thaulow, indledte de et oprør mod det etablerede kunstliv og var med til at skabe Det moderne gennembrud i den skandinaviske malerkunst. Her var Skagens særprægede, øde natur i fokus, for den lignede slet ikke den natur, de ældre kunstnere havde malet. Skagens landskaber og farver blev med andre ord en helt afgørende faktor i datidens moderne kunst.
Det skete alt sammen flere år, før Krøyer kom til Skagen i 1882, men det var Krøyer, der i årene derefter gjorde Skagen berømt internationalt, fordi han udstillede sine Skagensbilleder på de store moderne udstillinger ude i Europa. At Krøyer trængte sig ind på Anchers enemærker huede ham ikke, men de blev alligevel gode venner, ivrige jagtkammerater, og da Krøyers liv ved århundredeskiftet gik på hæld, støttede Ancher og Anna ham alt, hvad de kunne.
Gennem malerkunsten blev Skagen et begreb, og da jernbanen og turismen kom hertil fra 1890, var det på en gang naturen og den malerkunst, der så slående gengav den, som publikum ville se. Siden da har Skagen været populær som feriemål for alle danskere og en del udlændinge med, og det er baggrunden for, at vi samles her i Højen både lokale og sommergæster.
Der kom også kunstnere til Højen. Sidst i 1880erne logerede Christian og Oda Krohg og tre engelske malere i den gamle kro (Lille Klithus) lige her ovre. Fra 1940’erne boede maleren Valdemar Secher her fast, ligesom Alex Secher og hans kone Inga, der med sin eminente farvesans videreførte traditionen fra Anna Ancher. Vi mangler i Skagen et museum, der samler kunst af de mange gode malere fra det 20. århundrede, og kunst i Skagen er stadig en levende tradition.
Det er altså mere en 100 år siden, at Skagen blev etableret som både fiskerby og turistby, og i mange år var balancen nogenlunde harmonisk. Byen levede af fiskeriet og de industrier, der fulgte med, og sommerens gæster kom fra alle samfundslag. Men den balance har ændret sig i de sidste, skal vi sige tyve år, uden at man kan pege på, hvornår og hvordan man burde have grebet ind for at undgå det, vi oplever i dag – et Skagen der på en side præges af meget velhavende folk, der er her nogle få uger om sommeren og lader husene stå tomme resten af året. På den anden har den lokale befolkning fået stadig ringere muligheder for at have noget at leve af om vinteren. Det er ikke blot et lokalt fænomen, det ses også på andre populære feriesteder, f.eks. i Frankrig.
Vi oplever det meget tydeligt her i Højen. Her ved Sankt Hans går mine tanker tilbage til min barndoms Gammel Skagen, hvor sommergæsterne var i mindretal. Højen tilhørte stadig de gamle fiskerfamilier, Gaihede, Thrane, Christoffersen, Ruth, Ottesen og mange flere. Mange af dem var svære at forstå, så skagsk de talte, sværest tante Malle, Amalie Christoffersen. Her var to købmænd, mejeri- og brødudsalg og en rigtig levende smed med høns i udhuset, og så var der både jernbanestation og busforbindelse til byen fra tidlig morgen til sen aften, før min tid også en skole. Og hele tre is- og souvenirboder om sommeren. Højdepunktet var redningsøvelserne, som de lokale gennemførte med imponerende kraft. Båden blev kørt med heste ud ad stranden mod vest, båden sat i søen og roet ud gennem brændingen, raketten blev fyret af og båden roet ind langt længere mod øst. For os byboere var det en vældig, skrækblandet begivenhed. Højen var med andre ord et levende, fungerende lokalsamfund, hvor der var mulighed for at klare sig økonomisk året igennem.
Dengang blev der også passet på kysten. Det sted, hvor vi står, hed ikke Solnedgangspladsen men Hulvejen, fordi der endnu var høje klitter på begge sider af vejen her. De er nu blæst væk, fordi der ikke hvert år er plantet marehalm. Det gjorde man før i tiden for at holde på klitterne, for meget af Højen lå allerede på tredje revle, vidste man. I dag kan man se Højens huse nede fra stranden, og det kan ikke blive ved at gå.
Vi kan glæde os over, at der er passet godt og grundigt på Skagens vegetation og lokale byggeskik, og at fine arkitekter på fornem vis har formået at bære de traditionelle træk over i nutiden. Det tjener som forbillede for hele landet. Kystsikringen må tages lige så alvorligt, men her svigter både kommune og kystdirektorat. Det kan ikke passe, at sikringen blot er et lokalt problem, at det er den enkelte lille grundejerforening, der skal organisere og finansiere bevaringen af den almindeligt vedtagne kystlinie. Vi savner også den brede sandstrand her i Højen. Lad os få den igen – for min skyld gerne ved hjælp af rør. Derfra kan klitterne bygges op igen, så det sted, vi elsker, ikke forsvinder i havet. Skagen tilhører hele Danmark, både naturen og kulturarven; kystsikringen bør være et landspolitisk ansvar.
Glædelig midsommer og tak for ordet.
